Persongalleri

Af Max Odsbjerg Pedersen

 

Danskere:

Thorvald Stauning, 1873-1942, dansk statsminister.
Socialdemokratisk statsminister 1924-26 og igen fra 1929. Leder af den socialdemokratisk-radikale koalitionsregering, der havde været ved magten siden 1929. Som Danmarks første socialdemokratiske statsminister havde Stauning en meget høj status blandt arbejderne, og var en respekteret mand i det meste af befolkningen. Udenrigspolitikken overlod Stauning dog primært til De Radikale og udenrigsminister Peter Munch, men han var dog enig med Munch i, at Danmark intet kunne stille op over for et angreb og bedste kunne skånes for krig, hvis man ikke gav Tyskland eller andre nogen grund til at angribe. I 1940 var Stauning 66 år, og man kunne efterhånden mærke alderen på ham.

Peter Munch, 1870-1948, dansk udenrigsminister.
Uddannet historiker og radikal udenrigsminister fra 1929-1940 samt medstifter af Det Radikale Venstre i 1905. Først gang valgt ind i Folketinget i 1909. Før han blev udenrigsminister, var han indenrigsminister i 1909-1910 og forsvarsminister 1913-1920.
I sin tid som udenrigsminister stod han i løbet af 30’erne for fastholdelsen af neutralitetsprincippet og forsvarsskepticisme som kardinalpunkterne i den danske udenrigspolitik. Derudover sørgede han for, at Danmark tilnærmede sig det fremstormende Tyskland.

Alsing Andersen, 1893-1962, dansk forsvarsminister.
Andersen var socialdemokratisk forsvarsminister fra 1935-1940, og igennem denne rolle var han sammen med udenrigsminister Munch ansvarlig for den danske forsvarspolitik med fokus på neutralitet og forsvarsskepsis. Andersen trådte tilbage som forsvarsminister ved en regeringsrokade den 8. juli 1940, men forsatte krigen ud med at bestride ledende poster i det socialdemokratiske partiapparat.

Frits Hammer Kjølsen, 1893-1985 , dansk marineattaché i Berlin.
Dansk søofficer, der arbejdede ved ambassaden i Berlin fra december 1939 til 1941. Her sendte han meldinger hjem om det forestående tyske angreb i aprildagene op til besættelsen. Stabschef for kystflåden fra 1942 indtil flåden sænkede flere af sine skibe ved samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943. Herefter flygtede han til Sverige, hvor han blev chef for Den Danske Brigades marineafdeling.

Herluf Zahle, 1873-1941, dansk gesandt i Berlin.
Zahle var uddannet jurist og blev efter en ledende stilling i Udenrigsministeriet gesandt i Berlin i 1924. Her blev han indtil sin død i 1941. Zahle støttede op igennem 30’erne regeringens forsigtige tilpasningslinje over for Tyskland.

William W. Prior, 1876-1946, generalløjtnant og øverstbefalende for den danske hær.
Prior tiltrådte som øverstbefalende for den danske i 1939 efter en klassisk militærkarriere forløb. Han var en konservativt indstillet officer med stærke nationale følelser, der havde det svært med forsvaret rolle i det moderne danske demokrati. Prior var derfor ofte på kant med politikerne både før, under og efter besættelsen.

Hjalmar Rechnitzer, 1872-1953, viceadmiral og dansk flådechef.
Rechnitzer blev chef for flåden i 1932 og talte op igennem 30’erne for et neutralitetsforsvar, hvis fokus ville lægge på at afvise fremmede fartøjer i de danske farvande. På grund af hans rolle i 30’ernes forsvarsindretning og i dagene op til 9. april blev der efterfølgende rettet stor kritik mod ham. Kort efter den 9 april trådte han tilbage som flådechef.

 

Tyskere:

Adolf Hitler, 1889-1945, tysk ‘Fører og rigskansler’.
Efter at have tjent som tysk soldat under 1. verdenskrig og en falleret karriere som kunstmaler, overtog Hitler ledelsen af det tyske nazistparti i 1921. Hitler blev i 1933 rigskansler i Tyskland og derved overtog han magten i Tyskland. Herefter begyndte en oprustning og nazifisering af Tyskland. Sidstnævnte indebar antisemitisme og en ekspansiv tankegang (‘Lebensraum’), der skabte grobund for udbruddet af 2. verdenskrig. Hitler begik selvmord i sin førerbunker i Berlin den 30. april 1945 efter at have erkendt 2. verdenskrigs udfald.

Alfred Jodl, 1890-1946, tysk generalløjtnant.
Efter at have haft administrative topposter i det tyske krigsministerium blev Jodl i august 1939 chef for Værnemagtens operationsstab. Det gjorde ham til Hitlers stabschef og nærmeste rådgiver i militære spørgsmål krigen ud.

Wilhelm Keitel, 1882-1946, tysk generaloberst og senere feltmarskal.
På baggrund af generalstabsstillinger i løbet af 30’erne deltog Keitel i planlægningen af Tysklands angrebskrige. Keitel blev i 1940 udnævnt til feltmarskal og regnes for en af Hitlers nære militærrådgivere. I løbet af sin tid underskrev han flere folkeretstridige ordrer, hvilket resulterede i en dødsdom ved Nürnbergprocessen, hvorefter han blev hængt.

Nikolaus von Falkenhorst, 1885-1968, tysk generalløjtnant og leder af operation Weserübung.
Falkenhorst militærekarriere startede allerede under 1. verdenskrig, hvor han blev generalstabsofficer. Under det tyske felttog mod Polen i 1939 ledte han et armekorps, hvorefter han fik til opgave at lede invasionen af Danmark og Norge (operation Weserübung). Efter at have ledet et frontafsnit i Sovjet Unionen blev han øverstbefalende for de tyske tropper i Norge.
Efter krigen dømtes han til døden, hvilket senere blev omstødt til 20 år fængsel. I 1953 blev han benådet på grund af sygdom.

Herman Göring, 1893-1946, tysk generaloberst og chef for Luftwaffe.
Göring var jagerpilot under 1. verdenskrig, hvorefter han i 1922 blev medlem af nazistpartiet i Tyskland. Göring spillede en central rolle i den nazistiske bevægelse samt dens magtovertagelse. Han oprettede blandet Gestapo og de første koncentrationslejrer. Efter han som chef for Luftwaffe tabte kampen om luftherredømmet i ‘Slaget om England’, trak han sig tilbage og tabte indflydelse til Joseph Goebbels og Heinrich Himmler.

Leonard Kaupisch, 1878-1945, tysk generalløjtnant og kommandant for tropperne, der besatte Danmark.
Kaupisch var flyvergeneral og deltog i planlægningen af invasionen af Danmark (Weserübung Süd). Det var ligeledes ham, der ledede de tysker tropper under invasionen af Danmark. Efter kort tid som øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark tog han til Frankrig for at overtage en anden kommando.

Cecil von Renthe-Fink, 1885-1964, tysk gesandt i København.
Renthe-Fink var blevet udnævnt som gesandt i København i 1936 og blev ved besættelsen den 9. april 1940 rigsbefuldmægtiget i Danmark frem til september 1942, hvor den såkaldte Telegramkrise forårsagede, at Werner Best blev rigsbefuldmægtiget i stedet.
Renthe-Fink tilhørte den gamle skole af diplomater, der ikke nærede store brændende sympati for nazismen, og han meldte sig først ind i partiet i 1939.

 

Briter:

Neville Chamberlain, 1869-1940, britisk premierminister.
Chamberlain var britisk premierminister fra maj 1937- maj 1940. I sin tid som premierminister stod han for den såkaldte “appeasement”-politik. Med 1. verdenskrig i frisk erindring handlede denne om at undgå en ny krig ved at være eftergivende over for Tysklands krav. Ved Tysklands invasion af Polen 1. september 1939 var denne politik dog stendød, og Chamberlain erklærede på Storbritanniens vegne Tyskland krig.

Winston Churchill, 1874-1965, britisk marineminister.
Storbritanniens kendte premierminister fra 1940-1945, men indtil maj 1940 sad han som marineminister. Churchill var blevet udpeget til denne stilling ved krigsudbruddet i september 1939 og indtrådte derved i krigskabinettet. Marineministerposten bestred han i øvrigt også under 1. verdenskrig. Churchill talte varmt for en forebyggende besættelse af den neutrale norske jernudskibningshavn i Narvik. De øvrige i krigskabinettet var dog skeptiske, og forslaget blev udskudt indtil den tyske besættelse af Norge.